Byvandring – København/Bredgade mv. – tirsdag 8. maj 2018

I godt humør og i det dejligste solskin mødtes 19 forventningsfulde seniorer ved
km-stenen på Østerport Station, hvor Hans Hannibal bød velkommen til dagens byvandring.

Herefter gik turen ad Grønningen mod Bredgade. Ophold undervejs med et kig over mod Kastellet. I Bredgade aflagde vi visit i parkanlægget ved Designmuseum Danmark.

Ind at kigge ved Østre Landsret. På vej videre kunne vi kaste et blik på den katolske kirke Sankt Ansgar, som ligger lige overfor landsretten

Videre forbi Den Russiske Ortodokse Skt. Aleksander Nevskij Kirke og til Frederiks Kirke – eller som vi kender den bedst Marmorkirken.

Så nåede vi Dronningens Tværgade og Moltkes Palæ. I Galleriet så vi de mange portrætter af Håndværkerforeningens æreshåndværkere – personligheder uden for håndværkets kreds, der har ydet en ganske særlig indsats til gavn for det danske samfund.

Vi var nu ved at være lidt småsultne, så vi fandt hurtigt vej til Restaurant Gilleleje i Nyhavn, hvor værtsparret Susanne og Claus sørgede for en dejlig frokost til de sultne sjæle.