Byvandring – København under reformationen – torsdag 11. oktober 2018

Endnu engang skulle vi på byvandring. Hans Hannibal havde sat os stævne på Nørreport – nu skulle København under reformationen udforskes.

Vi gik mod Kultorvet og fremme hørte vi om klosteret, afretterpladsen og Kultorvets funktion.

Enkelte huse, som stadig bærer præg af englændernes bombardement, passeres.

Undervejs til Klareboderne får vi lige et kig til Trinitatis Kirke og Rundetårn. Et baggårdskig bliver det da også til.

I Klareboderne aflægger vi besøg i Møbelforretningen, som har noget ganske særligt at byde på – nemlig en væg med Christian IV’s monogram.

Herefter når vi frem til Gråbrødre Torv, hvor vi ser mindepladen for Struenses gård på Gråbrødre.

Vi går gennem Kannikegaderne og hører om, hvorfor de hedder sådan. Fremme på Frue Plads kigger vi os lidt omkring, inden vi går ind i universitetets gård og beser Københavns ældste hus.

Besøg aflægges i Vor Frue Kirke. Indenfor mødes vi af skøn orgelmusik – vi er så heldige, at organisten øver sig. Det giver en helt særlig stemning.

Bag alteret går vi ned i kælderen, hvor vi kan se fundamentet på det første tårn og vi hører om, hvordan protestanterne angreb Vor Frue, som var den sidste katolske kirke efter reformationen.

Ude i Nørregade ser vi den store søjle overfor Vor Frue Kirke – Reformation’s Memorial.

Et besøg i Bispegården har vi også tid til.

Vi er nu ved at være godt sultne og sætter derfor kurs mod Teglkroen i Teglgårdsstræde, hvor der venter os en dejlig frokost.

 

Lad os spise noget lækkert sammen – onsdag 19. september 2018

Efter en pragtfuld tur til Stevns var det igen tid til at mødes i køkkenet, hvor dagens menu bød på

  • Kørvelsuppe med pocheret æg og lakserogn
  • Vinbondens stegte kyllingebryst med druer, svampe og hvidvinssauce
  • Bagte æbler med marcipanfyld

Tur til Stevns – onsdag 8. august 2018

Vores HRSsenior Leif Valdemar Nielsen inviterede til et besøg på Stevns og vi blev sat stævne ved Stevnsfortet i det skønnest tænkelige vejr.

Stevnsfortet var tidligere en militærbase og Nato’s frontlinje mod øst. Vi blev guidet rundt først i terrænet og senere i det underjordiske fort. Det underjordiske fort består af 1,7 kilometer lange gange 18 meter under jorden. Besøget her var uhyre spændende og en fantastisk oplevelse.

Efter besøget på Stevnsfortet kørte vi til Højerup, hvor vi på traktørstedet Højeruplund spiste en velfortjent frokost.

Og så skulle vi igen strække ben. Den gamle halvt nedstyrtede Højerup Kirke blev besøgt. Om den fortælles, at den hver julenat flytter et hanefjed ind i landet, men det har dog ikke kunnet forhindre, at kirkens kor og en del af kirkegården styrtede i havet. Den resterende del af kirken er i dag sikret og fra balkonen er der en fantastisk udsigt over Østersøen og Stevns Klint, som nu er på UNESCO’s kulturarvsliste.

Tilbage i bilerne kørte vi til Rødvig – nærmere bestemt til Rødvig Havn, hvor vi budt velkommen af en af de lokale, som levende kunne fortælle os om udviklingen af havnen siden indvielsen 27. maj 1943.

Dagen sluttede af hos Leif og hans hustru Grethe, hvor vi blev trakteret med kaffe og det skønneste hjemmebag. Lidt leg skulle der også til – vi blev alle sendt rundt i den dejlige og yderst velplejede have for at gætte krydderurter.

Tak til Leif og Grethe for en pragtfuld dag på Stevns.

Lad os spise noget lækkert sammen – onsdag 16. maj 2018

Så var det igen køkkendag for de madglade seniorer, der, inden de som sædvanligt med krum hals kastede sig over tilberedningen af dagens menu, fik besøg af skolens nye direktør Anne-Birgitte Agger (Gigger).

Menuen:

  • Ovnbagt pigvar a la Peter
  • Kalvemedaljon Rossini med let sauterede grønne og hvide aspargessnitter, haricots verts, mangetoutærter, ovnbagt tomat og sauce demi glace
  • Jordbær i appelsin og hyldeblomst med hyldeblomstsabayonnesauce

 

Byvandring – København/Bredgade mv. – tirsdag 8. maj 2018

I godt humør og i det dejligste solskin mødtes 19 forventningsfulde seniorer ved
km-stenen på Østerport Station, hvor Hans Hannibal bød velkommen til dagens byvandring.

Herefter gik turen ad Grønningen mod Bredgade. Ophold undervejs med et kig over mod Kastellet. I Bredgade aflagde vi visit i parkanlægget ved Designmuseum Danmark.

Ind at kigge ved Østre Landsret. På vej videre kunne vi kaste et blik på den katolske kirke Sankt Ansgar, som ligger lige overfor landsretten

Videre forbi Den Russiske Ortodokse Skt. Aleksander Nevskij Kirke og til Frederiks Kirke – eller som vi kender den bedst Marmorkirken.

Så nåede vi Dronningens Tværgade og Moltkes Palæ. I Galleriet så vi de mange portrætter af Håndværkerforeningens æreshåndværkere – personligheder uden for håndværkets kreds, der har ydet en ganske særlig indsats til gavn for det danske samfund.

Vi var nu ved at være lidt småsultne, så vi fandt hurtigt vej til Restaurant Gilleleje i Nyhavn, hvor værtsparret Susanne og Claus sørgede for en dejlig frokost til de sultne sjæle.